Medvirkende i Corpse Bride

Knogler, kærlighed og klaprende humor. Tim Burtons “Corpse Bride” fra 2005 forvandler den ellers stramme victorianske tidsalder til et gotisk eventyr, hvor døden sprudler af farver, og livet virker gråt i sammenligning. Men hvem låner egentlig stemme til Victors nervøse stammende, til den sørgmodigt syngende Corpse Bride – og til den rytmiske skelet-jazz, der får underverdenen til at swinge?

I denne guide dykker vi ned i de medvirkende stemmeskuespillere – fra Johnny Depp, Helena Bonham Carter og Emily Watsons hjerteskærende trekant til de mange biroller, hvor komiske talenter som Tracey Ullman, Paul Whitehouse og Danny Elfman hver giver liv til mere end én karakter. Vi zoomer også ind på den forunderlige stop-motion-proces, hvor LAIKA og Burtons hold bogstavelig talt flyttede dukker én millimeter ad gangen for at skabe 77 minutters magi.

Så spænd øjenhulerne fast, sæt tandhjulene i gang og følg med, når vi – lige her på TVG.dk – åbner kisten og afslører alt om stemmerne, produktionen og de mørkt romantiske hemmeligheder bag “Corpse Bride”.

Medvirkende: Stemmerne bag karaktererne

En af de største fornøjelser ved Corpse Bride er, hvordan filmens gotiske charme bæres af et stjernespækket stemmecast, der giver hver dukke personlighed, humor og – ironisk nok – liv.

Johnny Depp giver Victor Van Dort en spinkel usikkerhed og charmerende nervøsitet, der gør den unge, ufrivilligt forlovede helt både relaterbar og rørende.
Helena Bonham Carter balancerer tragik og koket humor som den titulære Corpse Bride (Emily), så vi både føler hendes hjertesorg og hepper på hendes nyfundne livsglæde i underverdenen.
Emily Watson tilfører Victoria Everglot en blid, men beslutsom energi, der bryder med hendes stive, victorianske omgivelser og gør hende til en værdig modpol i kærlighedstrekan­ten.

Familien Van Dort – fiskerige, men socialt kluntede

• Tracey Ullman leverer både den neurotiske mor Nell Van Dort og den ældre sladdertante Hildegarde, hvilket giver publikum to nuancer af nervøs komik.
• Paul Whitehouse har intet mindre end tre roller: Victors ambitiøse far William Van Dort, den trofaste tjener Mayhew og den dekadente Head Waiter – alle med forskellig dialekt og tempo.

Familien Everglot – adelige på fallittens rand

• Joanna Lumley giver Victorias mor, Maudeline Everglot, en isnende snobbethed, som drypper af passiv aggressivitet.
• Albert Finney gør faderen, Finis Everglot, både pompøs og desperat, så man fornemmer familiens skjulte bankerot bag hver overlegne bemærkning.

Richard E. Grant spiller skurken Barkis Bittern med silkeblød arrogance og dødbringende charme – et klassisk Burton-slyngel, der gemmer sin grådighed bag perfekte manerer.
Christopher Lee lægger sin dybe bas til den frygtindgydende Pastor Galswells, hvis rungende prædikener sætter rammerne for det kvælende victorianske miljø.

Farverige figurer fra underverdenen

• Michael Gough som Elder Gutknecht – en affældig troldmand med mumlende visdom, der fungerer som portvagt mellem liv og død.
• Jane Horrocks skifter ubesværet mellem den søde Black Widow Spider og den hjertelige bager Mrs. Plum.
• Enn Reitel giver både Victors samvittighedsfulde Maggot (der synger med Peter Lorre-accent) og den skrå­lende Town Crier deres helt eget tempo.
• Deep Roy marcherer som den napoleon-besatte General Bonesapart med en blanding af bravado og slapstick.
• Danny Elfman, filmens komponist, stjæler selv rampelyset som jazz-skelet­kro­neren Bonejangles, hvis showstopper-sang sementerer filmens musikalske signatur.
• Stephen Ballantyne giver den klodsede landsbydreng Emil et skævt hjerte.
• Lisa Kay tilfører en stille melankoli til Solemn Village Boy, der spejler Victors egen generthed.

Sammen væver castet et stemmetæppe, hvor hver karakter – om de er levende, døde eller et sted midt imellem – bringer en unik tone til Tim Burtons gotiske fabel.

Bag om Corpse Bride: Produktion, stil og sjove fakta

“Corpse Bride” er skabt med den klassiske stop-motion-teknik, men med et teknologisk twist, der gjorde filmen banebrydende i 2005. Hvert eneste billede – 24 per sekund – blev fanget med digitale Canon EOS-1Ds-spejlreflekskameraer, så animatorerne kunne se deres arbejde øjeblikkeligt på skærmen. De håndbyggede figurer bestod af stålarmaturer skjult under silikonehud, og udskiftelige magnet-ansigter gav aktørerne et imponerende register af mimik. Resultatet blev cirka to til tre sekunder færdig film om ugen pr. animator – tålmodighedsarbejde af den helt særlige Burton-skole.

Burtons gotik: Kold oververden, varm underverden

Instruktørduoen Tim Burton og Mike Johnson brugte farvepaletten som en visuel kommentar til historiens temaer. Den victorianske oververden er holdt i blågrå, næsten livløse toner, hvor etikette og pligt vejer tungere end følelser. Så snart Victor træder over grænsen til dødsriget, eksploderer farverne: neongrønne skeletter, lilla vægge og turkis tåge. Burton vender altså det forventede på hovedet; de levende virker blege og hæmmede, mens de døde danser, synger og strutter af kulør.

To instruktører, to studier, én vision

Mens Burton pendlede mellem England og USA for også at færdiggøre “Charlie and the Chocolate Factory”, stod Johnson for den daglige instruktion af animatorerne. Optagelserne fordelte sig mellem LAIKA/Will Vinton Studios i Portland og 3 Mills Studios i London. Samarbejdet forenede Vintons håndværkstradition med Burtons karakteristiske, gotiske formsprog – lange lemmer, spidse vinkler og store, sørgmodige øjne.

Musikken: Danny elfman på tangenter og som skelet

Burtons hofkomponist Danny Elfman skrev både partituret og de iørefaldende sange “Remains of the Day”, “Tears to Shed” og “According to Plan”. Som jazz­crooneren Bonejangles lægger Elfman selv stemme til filmens mest swingende nummer, hvor han i bedste Cab Calloway-stil fortæller den tragiske baggrund for Corpse Bride. Musikken blander mørk kabaret, østeuropæisk folketone og ren Hollywood-romantik – en perfekt lydside til Burtons morbidt-poetiske univers.

Store temaer i miniatureformat

• Kærlighed vs. pligt: Victor og Victoria er bundet af arrangeret ægteskab, mens den døde brud repræsenterer den rendyrkede, romantiske forelskelse.
• Liv og død: Filmen vender livsglæden om: De døde morer sig, hvor de levende holder sig i stram snor.
• Frihed vs. social kontrol: Begge familier – Van Dort og Everglot – styres af økonomi og status, hvilket giver Barkis Bittern mulighed for at snige sig ind som skurk.

Placering i burtons filmografi

“Corpse Bride” ligger tematisk i forlængelse af The Nightmare Before Christmas (1993), hvor Burton var idémand og producent, og peger frem mod Frankenweenie (2012). Alle tre film udforsker outsider-figuren, gotisk charme og stop-motion-æstetik, men “Corpse Bride” er den første, Burton selv instruerer i fuld længde i dette medie.

Et par sjove facts til nørderne

• Der blev fremstillet over 300 individuelle dukker; Victor alene havde 14 udgaver og mere end 200 udskiftelige ansigter.
• Christopher Lee (Pastor Galswells) optog sine replikker i ét take – han insisterede på at præsten skulle lyde “som dommedag på søndag”.
• For at animere Victors flimrende nerver byggede man verdens mindste fungerende gyldne lommeur med roterende visere.

Med sin blanding af morbide grin, romantisk længsel og håndlavet magi er “Corpse Bride” et glitrende stop på Tim Burtons gotiske landevej – et sted, hvor døden danser bedre end de levende, og hvor kærligheden må krydse både klasseskel og underverdenen for at blomstre.